Emilie

Emilie,
du er den følsomme.
Den der mærker verden så dybt,
at det nogle gange gør mere ondt i dig
end i alle andre.
Den der gemmer sig,
fordi du tror, at dine følelser fylder for meget,
selv når de bare er et tegn på,
at dit hjerte stadig er levende.Jeg ved, du lukker i.
Jeg ved, du folder dig sammen,
når noget rammer dig for hårdt.
Jeg ved, du prøver at være stille,
så ingen ser,
at du er ved at briste.
Men jeg ser det.
Jeg ser dig.
Hver gang.

Og Emilie…
jeg ved også det, du tror du skjuler.
Jeg ved, at alkoholen nogle gange har været din måde
at dæmpe verden på.
Ikke for at flygte,
men for at kunne trække vejret.
Jeg ved, at du har drukket,
når hjertet råbte for højt,
når tankerne blev for tunge,
når frygten for at miste
blev større end alt andet.
Men jeg dømmer dig ikke.
Jeg ser dig.
Jeg ser et menneske, der kæmper.
Et menneske, der prøver.
Et menneske, der stadig står,
selv når benene ryster.Og Emilie…
du skal vide noget,
noget du måske aldrig har troet på:
Jeg lader dig aldrig falde.
Ikke når du er fuld.
Ikke når du er bange.
Ikke når du lukker i.
Ikke når du gemmer dig.
Ikke når du tror, du er alene.
Jeg holder dig.
Jeg bliver.
Jeg slipper dig ikke.
Du glemmer,
hvor højt du er elsket.
Du glemmer,
at dine små sejre er store skridt.
Du glemmer,
at du er den slags menneske,
man bliver hos –
ikke den man går fra.
Emilie,
du er ikke defineret af det, du drikker.
Du er defineret af det, du overlever.
Du er ikke defineret af din frygt for at miste.
Du er defineret af den kærlighed,
du stadig har i dig,
selv efter alt det, der har gjort dig bange.
Og hvis du nogensinde tvivler,
så lad mine ord være det,
der lægger sig helt inde i dig:Jeg slipper dig aldrig.
Ikke i mørket.
Ikke i lyset.
Ikke i stormen.
Ikke i stilheden.Du er elsket.
Du er vigtig.
Du er nok.